onsdag den 28. marts 2007

Materialevalgsdag

I dag var det den store materialevalgsdag i Viborg.

Vi skulle mødes med Preben hos Svane Køkkenet kl. 09:00. Vi følte forinden at vi vidste hvad vi ville have. Men det ændrede sig lidt. Preben virkede meget kompetent, men ville slet ikke tale priser denne dag. Vi skulle vælge ud fra vores drøm, og så kunne han sende os tilbud, eventuelt med alternativer.

Der skete nogle ændringer, de hvidmalede elementer blev alle til højglans. Vi valgte en Blanco Silgranit vask selvom vi havde regnet med en stålvask, men dette var den eneste vi syntes var stor nok. Vi droppede skabene på den ene side af vores køkken-ø, da der skal 110 cm fri plads foran dem, og vi har kun 100 cm.

Efter Svane blev vi samlet op af Tommy fra FBA huse, som først kørte os til en butik hvor vi skulle vælge armaturer og toilet. Det gik rimeligt let, da vi vidste hvad vi ville have.

Herefter var vi forbi XL Byg og kigge på tagsten. Tilvalg af Protektor overflade på B&C betontagsten. Her blev også bestilt mursten hvilket ikke var gjort inden. Det blev RT 307 fra Gandrup teglværk som vi tidligere har besluttet.

Så var det flisernes tur. Vi havde regnet med en mørk grå i gang og køkken/alrum. En gullig i børnebadeværelset, og en næsten sort i forældrebadeværelset. Men vi endte op med den samme mørkegrå over det hele, og en lidt lysere og mindre på vægge i begge badeværelser.

Efter denne omgang på en rigtig varm dag kørte vi ud til FBA Huse, hvor vi fik lidt frokost.

Vi talte om vinduer, og Tommy frarådede helt sorte Velfac vinduer i blank. Han anbefalede os at vælge glans 30, eller også vælge antrazitgrå. Vi aftalte at vi ville vende tilbage med farven efter at have besøgt Velfac i Århus.

Da vi havde talt lidt om materialer, så gik vi i gang med at rette på tegningerne på huset. Som sagt måtte vi droppe nogle skabe i køkken, og da der skal være 130 cm fri foran alle døre, så må vi trække muren mellem de 2 børneværelser lidt tilbage, og vinkle dørene. Gangen skulle også være lidt bredere, det betyder at det dobbelte skab i bryggers kun bliver 56 cm og ikke 60 cm dyb. Det er hvad der kommer ud af at jeg selv har været arkitekt på huset uden at kende småhusreglementet.

Alle vinduer vat blevet tegnet med tværposter. Dem vil vi ikke have, men alene lodrette poster, og i vinduet til kip også en enkelt tværpost. Tommy var lidt i tvivl om vi kunne få terrassedøre i en højde af 2,38m som er højden på overkant af alle vinduer.

Herefter talte vi om tomrørernes placering, og det elektriske. Vi blev enige om at købe emhætte med ekstern motor hos Svane, og FBA monterer med motor på loftet over kontor.

Vi fik at vide, at de ville gå i jorden uge 22, lige efter pinse (ca. 29. maj), og de skal skule gerne have leveret mursten i uge 25. Dvs ugen fra 18 juni og frem.

Flisesedlen vi fik med hjem lister vores vægsten i bad som Imola York 20 G 20x20. Alle gulvfliser bliver Valverde Loft Nero 33x33.

Det var en lang og vamr dag, og vi var godt trætte da vi sad i toget på vejen hjem.